Fra den 8. - 10. april skulle det så vise sig om de (ifølge Ellen) mange (men ifølge Henrik ikke så mange som man kunne ønske) træningstimer på den lokale løjpe i Nuuk, havde været tilstrækkelige til at komme i form til Arctic Circle Race.
Her følger en lille dagbog om turen til Sisimiut og Henriks deltagelse i
Arctic Circle Race...
- Tir 5. apr:
- Hele familien skal med fly til Sisimiut fra Nuuk allerede
kl. 7.45 - eller er det 9.45? For nogle uger siden blev Ellen ringet
op af Air Greenland og fik at vide at afgangen var ændret til
kl. 9.45. Lidt mystisk, så vi beslutter at stå op allerede kl. 6 for
lige at kontrollere at det er kl. 9.45 og ikke 7.45! Check på
internet og tekst-tv viser ingen afgange, hverken 7.45 eller 9.45, så
vi ringer for at høre nærmere... og får at vide at flyet går kl. 7.00!
Og klokken er nu ti minutter over seks, vi står i nattøj med
morgenhår, ungerne sover stadig, og vi mangler at pakke de sidste
ting..! Vi får meget, meget travlt og på mirakuløs vis lykkes det os
at være i lufthavnen kvart i syv, og vi kommer med flyet og al vores
baggage kommer også med!
Herfra går alt planmæssigt; det er strålende vejr, og vi får en flot flyvetur. Først til Maniitsoq, så Kangerlussuaq, og endelig Sisimiut, hvor vi bliver hentet af Henning Frisk og indlogeret i hans gæstehus som ligger i udkanten af Sisimiut. Så melde sin ankomst på ACR Race Office og handle lidt, så vi kan få morgenmad og frokost. Bagefter burde Henrik jo tage sig en træningstur på ski, men det bliver i stedet Ellen som bliver første m/k der prøver løjperne. Henrik kommer ikke ud på ski den dag, men deltager om aftenen i en uformel ACR komsammen i Hotel Sisimiuts restaurant, hvor der bliver fortalt lidt om Arctic Circle Race og vist en video fra 2003.
- Ons 6. apr:
- Henrik tager en tur i fint føre på 15 km træningsløjpen;
ellers går dagen med proviantering til løbet og forsøg på at arrangere
en hundeslædetur. I Sisimiut er der vist lige så mange slædehunde som
mennesker i modsætning til i Nuuk hvor det ikke er tilladt at holde
slædehunde. Turen kan desværre ikke blive for hele familien, da
de ikke tager så små børn som Ida med. Og det kan i øvrigt også først
blive om torsdagen... Om aftenen bliver soveposen (som Ellen har lånt
af Asiaq) og liggeunderlaget godkendt til -30°C og afleveret, så det
kan fragtes ind til camp'en som ligger ca. 15 km fra Sisimiut.
- Tor 7. apr:
- Tøvejr! Træningstur på ski opgives, da det ville kræve
klister, og Henrik gider ikke bakse med først at give skiene klister
og derefter fjerne det igen. Ellen har fået en aftale om
hundeslædetur om formiddagen, så hun og Rune tager afsted, men kommer
ret hurtigt hjem igen, da hundeslæden ikke dukker op! Kusken havde
ondt i benet, viste det sig, og han havde da også overvejet at ringe
og sige at han ikke kom... Nå, men Ellen og Rune får en ny aftale til
om eftermiddagen. Det bliver dog Henrik der overtager, så han og Rune
får en fin lille tur som starter ad Sisimiuts asfalterede veje og
fortsætter ad Spejdersøen ind mod Sisimiuts bagland. Man sidder
vældig behageligt på rensdyrskindet oven på slæden, og Rune falder i
søvn efter en halv times tid. Kusken som også er skraldemand,
fortæller at hans børn også altid faldt i søvn på hundeslæden da de
var små, og han kunne for resten også godt selv bruge en lille lur...
Vi bliver sat af i nærheden af hotellet, hvorfra vi skal gå i procession til kirken sammen med de øvrige deltagere i Arctic Circle Race. I kirken bliver der holdt en lille ceremoni på grønlandsk med korsang og bønner om godt vejr og et godt løb, formoder jeg! Herefter fortsætter processionen til bygge- og anlægsskolen hvor alle deltagere bliver informeret om regler, sikkerhed og rute for årets udgave af Arctic Circle Race. Det mest interessante er ubetinget informationerne om årets rute hvor ikke mindst de nedkørsler vi skal igennem lyder lidt skræmmende, og det virker ikke specielt betryggende at der er spændt net ud flere steder for at indfange løbere som ryger af løjpen på kritiske steder! Om aftenen får skiene lige en ekstra gang glider, mens morgendagen må afgøre om fæstet skal sikres med voks eller klister. Vejrudsigten siger let frost og mulighed for snebyger.
- Fre 8. apr:
- I dag er det den store dag hvor løbet starter! Men først
skal tøj, mad og toiletsager m.v. afleveres ved Race Office inden
kl. 8. Race Office ligger ved hotellet, ca. en halv times gang fra
hvor vi bor. Med den store rygsæk på ryggen trasker jeg afsted ved
syv-tiden; hilser lige på naboen, Børge Davidsen som er ved at gøre
sin snescooter klar. Han er en af de mange frivillige som hjælper til
i forbindelse med ACR. Han kigger lidt på mig og peger så på sin
store firehjulstrækker og spørger om jeg kan køre sådan en. Han skal
nemlig have kørt den op til "kommandocentralen", Knud Rasmussens
Højskole som ligger næsten lige overfor hotellet. Jeg mener nok at
jeg kan køre hans bil, så den låner jeg; kører op til hotellet,
afleverer min rygsæk og parkerer bilen ved højskolen!
Hjemme igen har jeg god tid til at pakke den lille rygsæk som skal med når man løber. Vi har på forhånd fået en liste med alle de ting man skal sørge for at have med (ekstra trøje, hue, vanter, undertøj, etc., etc.). Det er et krav at man skal have mindst fem kg med når man starter (og tre kg når man kommer i mål, så man kan konsumere to liter væske undervejs). Jeg sørger selvfølgelig for at tage (næsten) alt med som står på listen... og kan næsten ikke lukke rygsækken. En kontrolvejning på badevægten viser da også at rygsækken nok skal veje en seks-syv kg.
Hele familien tager taxi til Spejdersøen, hvorfra starten går kl. 10. Jeg beslutter mig for voks (Black Magic) frem for klister til skiene, idet jeg forventer at så snart vi kommer lidt op i terrænet er der tilstrækkelig nysne til at give fine spor (dagen i forvejen havde vi fået at vide at der var faldet 5-7 cm sne 150 moh., mens det havde regnet i Sisimiut).
Det er tid til kontrolvejning af rygsækken. Jeg når ikke helt at se hvor meget nålen ryger op på, men det er vist tæt på det dobbelte af de fem kg! Så jeg konkluderer at enten skal man have ekstremt letvægtstøj med (mit er ikke specielt tungt), eller også skal man nøjes med at tage så meget med at man kun lige akkurat kommer op over de fem kg...
Efter dette første besøg i camp'en resterer der godt 15 km i "Labyrint-løjpen" som ligger i terrænet over camp'en. Det er hårdt, ikke mindst på grund af vejret som bliver dårligere og dårligere. Faktisk ikke særlig betryggende at skulle igennem en labyrint i dårlig sigt. Mod slutningen af løjpen bliver jeg overhalet af en tysker som er så venlig at skvatte på et par af nedkørslerne, så jeg bliver advaret om hvor jeg skal passe på - hvilket ellers er næsten umuligt at se i den dårlige sigt! Efter i alt 5 timer og 46 min. når jeg i mål, hvilket rækker til en 32. plads ud af 63 fuldførende herrer.Klokken 10.00 starter løbet med halvdelen af Sisimiuts indbyggere som tilskuere. Først skal vi igennem en runde på en km som sluttes af med en stejl, iset bakke hvor tilskuerne jubler hver gang en løber falder. Der bliver jublet ret meget... Jeg har nu ikke de store problemer. Derefter følger en runde på 7.5 km som igen afsluttes med den stejle, isede bakke. Og så starter dagens løjpe rigtigt. Den er på i alt 56.6 km, hvoraf der altså er godt 48 km tilbage. De næste 12 km foregår i isede spor, så klister havde måske været et bedre valg? Der bliver i hvert fald staget en del på denne strækning, og jeg er ikke den eneste der har problemer med smøringen! Jeg kommer et ekstra lag voks på ved drikkestationen inden det begynder at gå lidt opad. Fæstet i sporene er stadig langt fra perfekt, men i den løse sne ved siden af sporene klamper sneen under skiene, så når det går stejlt opad, er det bare at træde ud af sporet, så er det næsten som at gå opad med feller på. Dagens alvorligste stigning, "Flaskehalsen" kommer ca. midtvejs på løjpen. Her er jeg ved at gå sukkerkold og må stoppe op og tage noget at drikke og spise, mens dem jeg har fulgtes med, forsvinder op i tågen.
Efterhånden begynder det at sne, og sigtbarheden er rigtig dårlig. Efter at have været ude i ca. fire timer når jeg drikkeposten ved camp'en i selskab med nr. 114, Jan Erik som jeg fulgtes mere eller mindre med resten af dagen og de følgende to dage.
Efter dagens strabadser er der mulighed for 15 minutters massage, men selvom det føles godt, fjerner det langt fra ømheden i benene og skuldrene... Efter omklædning og massage er der ikke meget andet at lave end at spise og drikke - og det er der også behov for! Der bliver virkelig rå-spist i spiseteltet. Derefter er det puttetid. Vi overnatter to og to i telte. Jeg er totalt ude af fase med den spanier jeg deler telt med og får knap nok hilst på ham. 
- Lør 9. apr:
- Efter en kølig morgen (-9°C) er der udsigt til en rigtig
solskinsdag. Dagens etape er løbets korteste på "kun" 44.1 km, men
til gengæld er der tre "kategori 1" bakker som vi både skal opad og
nedad, heriblandt Morderbakken. Hver af bakkerne svarer vel i længde
og højdeforskel til en norsk rød piste, og jeg havde på forhånd
frygtet nedkørslerne, men det viser sig nu ikke at være så slemt...
Løjpen starter blidt med 7.5 flade km hvor jeg tager den med ro. Så går det nedad Morderbakken! Den er heldigvis fint prepareret, så jeg kan sagtens plove den direkte vej ned. Undervejs må jeg dog lige løsne lårmusklerne en enkelt gang inden det nederste stejle stykke.
Efter Morderbakken følger ca. 10 km henover en is- og snedækket fjord hvor der rigtig er tid til at nyde det gode vejr og det storslåede, bjergrige landskab. Efter en drikkepost og yderligere et langt, relativt fladt stykke følger dagens første alvorlige stigning. Der er intet fæste opad (voksen er slidt af på vej nedad Morderbakken), så alle i min gruppe vælger at tage skiene af og gå til fods opad. Mens vi er på vej opad, møder vi de fire førende (de var i en klasse for sig) som kommer ræsende nedad på vej hjem til camp'en. Farten er vist nærmere 100 end 50 km/t! Rangordenen er tydelig: først kommer de to suveræne svenskere stilsikkert susende nedad i det preparerede højre spor som foreskrevet, så kommer grønlandske Martin Møller noget mere usikkert med en ski i sporet og en imellem det højre og venstre spor, men i bunden af bakken fanger han dog sikkert det forkerte (venstre) spor, og lidt efter Øystein Slettemark imellem de preparerede spor, men dog stadig i meget høj fart! 
Fra toppen af bakken er der en suveræn udsigt ned til fjorden med åbent vand på den modsatte side. Inden jeg tager skiene på, hiver jeg lige kameraet op fra rygsækken for at forevige udsigten, men ak, batterierne er døde i kulden... Så går det ellers nedad igen; helt ned til fjorden! Ligesom ved Morderbakken er der ingen problemer med at plove hele vejen nedad; det er faktisk ret morsomt med de her lange, lange nedkørsler. Nede i bunden er der en drikkepost, og så er det ellers tid til at vokse skiene, inden vi skal retur til camp'en ad samme vej som vi er kommet. Det viser sig at være en klog beslutning at give skiene en god gang voks.
I modsætning til mange andre kan jeg gå opad den lange bakke med ski på og overhaler vel omkring fem andre på vej op. Så går det nedad, og inden man får set sig om (nej, det er ikke helt korrekt; der er faktisk rig mulighed for at se sig om og nyde landskabet...), er man tilbage ved sidste drikkepost inden målet ved camp'en. Fra drikkeposten resterer der blot ti km over fjorden og så Morderbakken revers. Efter turen (til fods) opad Morderbakken forstår jeg nu hvorfor den hedder som den gør... Det føles som en uendelighed opad i den bagende sol, og da jeg endelig kan tage skiene på på toppen, er jeg lige ved at få krampe i begge lår efter de første par afsæt! 
Heldigvis er der kun omkring en km til målet fra toppen af Morderbakken, og efter en god gang massage (hvorfra der bliver filmet, og hvorfra min blege ryg senere kan ses i Sisimiut TV's reportage!) og noget at spise, glemmer jeg næsten hvor hård dagens etape har været, mens jeg sidder og nyder solen og de grønlandske lækkerier som serveres af den lokale hundeslædeforening. Senere er der live musik og grønlandsk folkedans... Alt i alt en super dag, hvor min tid på 4 timer og 11 min rækker til en 30. plads.
- Søn 10. apr:
- Benene er godt ømme her til morgen, det er overskyet og
blæser lidt. Temperaturen er omkring -5°C, så hele feltet står og
småfryser inden starten. DMI har i deres særlige Arctic Circle Race
vejrudsigt lovet mulighed for opklaring i løbet af dagen.
Efter en drikkepost hvor løjpen vender, går det støt opad, inden vi skal ned igennem "Flaskehalsen" som var så hård at komme op igennem to dage tidligere. Turen ned er en ren fornøjelse; ind imellem er der nogle lange lige stræk hvor skiene bare får lov at suse afsted i sporene. Ved Sisimiuts skilift er nedturen slut (i de fleste andre sammenhænge vil man gerne overstå nedture hurtigst muligt, men på ski kan vi godt li' nedture), og vi er nede i klisterføre. Ved drikkeposten vælger jeg derfor at give skiene en gang klister inden jeg fortsætter. Det tager lidt tid, og jeg bliver overhalet af flere løbere, men selvom jeg i modsætning til mange andre efterfølgende kan gå opad bakkerne uden større problemer, er jeg ikke sikker på at det var så klogt et træk, for der er ikke mange modbakker tilbage, og på de sidste 15 km er der faldet sne i løbet af weekenden, så løjpen er ikke iset som på udturen om fredagen. De sidste 10 km er hårde, og et par km før mål trænger jeg virkelig til noget at drikke, men jeg bider tænderne sammen og fortsætter. I målet bliver jeg modtaget af Ellen og ungerne, men jeg er bare træt og har bare brug for masser at drikke, et varmt bad og et ordentligt måltid mad! Dagens tid bliver 5 timer og 6 minutter, hvilket rækker til en 30. plads (igen).Indtil da må vi få varmen ved hårdt arbejde... Heldigvis starter dagens etape med en god stigning, hvor jeg knokler lidt hårdere end jeg har gjort de foregående dage for at få varmen. Det går egentlig fint, men jeg konstaterer hurtigt at jeg ikke har særlig godt glid på skiene i dag. Jeg burde have givet dem en ny gang glider efter gårsdagens etape som har været hård ved smøringen. Efter de 15 km rundt i labyrinten kommer vi tilbage igennem camp'en, hvorefter der er en halvlang stigning, og så går det nedad... Ikke så stejlt, men dejlig langt.
Samlet ender jeg som nummer 32 midt i feltet med en samlet tid på 15 timer og 4 minutter, hvilket jeg er tilfreds med. Det har været en stor oplevelse, og selvom det har været hårdt, har det også været sjovt med skiture som jeg ellers ikke ville have haft mulighed for at opleve.
- Man 11. apr:
- Sove, spise, sove... Om aftenen er der gallamiddag for deltagere,
frivillige og sponsorer. Ellen er så heldig at få en billet af vores
vært Henning som har en sponsorbillet til overs, så vi deltager hele
familien.
- Tir 12. apr:
- Så går det hjemad mod Nuuk. Denne gang står der det korrekte tidspunkt på billetten. Til gengæld ender afgangen med at blive halvanden time forsinket. Sneen daler støt og roligt i Sisimiut, men længere sydpå er vejret dårligere, så piloten opgiver efter et enkelt forsøg at lande i Maniitsoq (hvor vi ellers skulle have mellemlandet), men det lykkes at komme ned i Nuuk, hvor det ellers for alvor er ved at blæse op.
Arctic Circle Race er slut for denne gang. ACR reklamerer med at være verdens hårdeste skiløb. Men hvor god træning skal man egentlig være i for at kunne gennemføre? For mit eget vedkommende har jeg trænet to-tre gange om ugen en til to timer per gang fra slutningen af december; mindre i starten, mere de sidste uger op til Arctic Circle Race. Der har dog været uger hvor vejret eller føret har gjort det umuligt at komme ud på ski. Med en god portion erfaring fra især fjeldskiløb, men også fra langrend og telemark har min grundlæggende skiteknik været i orden fra starten, men langrend på noget der bare nærmer sig konkurrenceniveau er nyt for mig, og jeg kan stadig forbedre mig meget i denne disciplin. Min kondition er vel på et niveau, så jeg kan løbe en halv-marathon på omkring 1½ time, så jeg er hverken i superform eller en supergod skiløber (som de bedste i feltet), og det rækker altså til en plads midt i feltet. Udover en rimelig kondition kræves selvfølgelig viljen til at gennemføre og nok også en vis økonomiseren med kræfterne, i hvert fald på mit niveau.
Jeg har ikke været ude på lange træningsture, men det følte jeg egentlig ikke at jeg savnede. Til gengæld føler jeg at jeg har haft gavn af at træne både i dårligt vejr og i dårligt føre. Jeg har haft rygsæk med på et par ture, men mener egentlig ikke at det er nødvendigt decideret at træne i at løbe med rygsæk. Derimod er det naturligvis nødvendigt at have drikkelse med på de længere træningspas.
Der er stor spredning i feltet, hvilket også fremgår af den store spredning i sluttiderne. De hurtigste er eliteløbere som deltager i world cup løb; andre er i kanonform, men er ikke særlig gode skiløbere, mens andre igen har stor skierfaring, men ikke (længere) er i så god form. Da det er tilladt at tage skiene af på de lange op- og nedkørsler, er skiteknikken ikke altafgørende i Arctic Circle Race, men god teknik hjælper selvfølgelig - og gør også skiløbet lidt sjovere!
Nu har jeg prøvet Arctic Circle Race og ved hvad man kan vente sig, så mon ikke jeg forsøger mig igen og ser om jeg kan forbedre min tid og placering, selvom to Arctic Circle Race ikke er ens...
Links:
Samlet resultatArctic Circle Race hjemmeside
(De små billeder her på siden er lånt fra ACR)
| Om os | Om hjemmesiden | Sidst opdateret 03.07.2005 af Henrik |